Gule tulipaner

Naturens år, Smilets glæder 

Livets vej vi betræder 

Er i forevigt symboler på 

At lykken aldrig forgår 

Som planternes visnen

Når naturen går sin gang 

Blomstrer de lystigt op

For at høre fuglenes sang 

Gule tulipaner i hånden din 

Men ej er kærligheden håbløs 

Tværtimod når vi er sammen 

er den prægtig og pompøs 

Tulipanerne titter frem 

Og kalder på vor smil 

Familien er altid bekvem 

Selv ved vinterkulde i april 

Et lykkeligt sind

Du blotter dine falske tænder 

Solen står højt 

Følelsen endevender 

Ekstatisk, lyden af fuglefløjt 

Der går omtrent 10 sekunder før den falder 

Vi overhaler efterårets blades nedfalden 

Orgiastisk det lykken fremkalder 

_

Gnister i kroppens mange celler 

Begejstringen gør mig glødende 

Henrykt og ellevild vi til alle fortæller 

Smilet gør mig frejdig, Deres kram ubekymret 

Dit aldrende sind ser igennem forcerede løgne 

Planter håb i mit hjerte 

Begejstringen i et sæt klare barneøjne

Det varer altid kort 

Som en sommerfugls leg 

Før den efterlader mig 

Du fløj din vej 

Men du er plantet i mit hjerte

kommer igen som spirer på forårets grønne skabninger

Hun er en af de sjæleligt lærte 

Du ved at lykken altid kommer igen 

Fornøjelser er altid at finde 

I en elsker, familien, en ven?

Den fylder mig ud som en frimodig brusen 

Ekstatisk og lykkelig

Affektion og kindernes blussen 

Men den nåede at formere sig 

Det gør den altid 

*Rimskift 

Du er i mig i alt jeg gør 

Stræber efter dit perspektiv 

Så mange ting jeg ønsker jeg vidste før 

Men jeg ved du ikke hæfter dig i fordriv 

Hvor er det godt for dig siger vi nu

Mens tårerne triller af vores kinder 

Men verden er ikke gået itu 

For i alting vi dig finder 

Du er lyset foroven, som skinner i dag 

på refleksionen af vores tårer, 

Du er alt kærlighed, hjertets bankende slag 

og stagende vil du altid være vore(s)

Olde, ingen vil nogensinde kunne gøre sig til et surrogat, 

men jeg vil forevigt efterleve forsøget 

Jeg savner dig

Jeg savner dig 

Som du står der foran mig 

udtryksløs og let irriteret 

på mig, min eksistens 

Det gør ondt på mig 

ikke at kunne røre dig

når jeg kan røre dig

høre dig

se dig

Hvorfor har du gjort som du gjorde 

hvorfor har du ingenting gjort 

ved mig

ved det

ved os

Jeg bærer så meget vrede 

til dig 

til mig 

til skæbnes bedrageri 

imod min fornuft 

din duft

Dit grin 

og åbenlyse upåvirkelige tilstand 

at jeg i virkeligheden godt ved 

hvad der er sandt 

Men det er ikke det du siger 

og jeg lytter så opmærksomt til dine ord 

Men når du så umiskendeligt fra dem afviger 

sætter det sig i mig sine spor 

Den afficerede

Jeg ser billederne og videoerne fra nattens leg, 

hvorfor ligger jeg herhjemme alene 

sved og tårer blander sig, min hud er bleg 

Jeg ville ønske det hele ville forene 

Jeg føler mig som den eneste i verden, 

ude af stand til et alment liv som ung 

Kan i se mig, kan i føle smerten? 

Jeg dækker med falske smil, men byrden er tung 

Jeg beder dig sygdom sæt mig fri, jeg har mistet lysten til at være her

hvorfor er jeg den afficerede, jeg siger dig, jeg kan ikke mer’

Stund af ord

En stund af ord 

Og momenter i refleksivitet 

Giver slip på længslen efter længslen 

Og rækker ud mod substansen

Mærker jeg mangler den

Hvis den ikke er her 

Jeg skal ikke bruge den 

Den er ikke er surrogat 

En omklamrende følelse af komfort og behag 

Fuglefløjt i en aftenstund 

Lukkede parader 

Trækker lidt op hver dag

Det Vækker en med kærtegnende lysglimt 

Moralfilosofi er en dårlig undskyldning

For at eftergive sine lyster 

Jeg lukker op